Men samtidig skal vi ikke forskanse os i vores fitnesscentre og vende ryggen til naturen (det kan vi heller ikke, for vi ER den selv), lemmingeagtigt løbe på vores løbebånd med overdøvende musik i høretelefonerne og give op. For naturen - den derude, som vi bilder os ind er noget adskilt fra os - har altså ikke opgivet. Mosset gror og er grønt, og fuglene giver stille lyd. Enkelte af dem øver skam på deres forårssang igen.
Det er vigtigt, at vi ser mosset, hører fuglene, ser bøgeknopperne være der, parate til foråret. Når vi gør det, gør vi allerede noget vigtigt i denne antropocæne tid. Vi oplever, at naturen stadig gør det, den kan: Den stræber mod liv og balance. Det er et vedvarende under - og det er stadig i funktion. Når vi lader os selv mærke det, smitter det, og vi bliver mindre tilskyndede til at følge den panikslagne overlevelseskurs, hvor enhver er sig selv nærmest og ligeglad med alt og alle andre.
Måske begynder vi endda at tænke aktivt over, hvordan vi hver især kan gøre noget for at belaste vores jord og den underfulde natur mindre. Behøver vi det nye køkken? Det nye reolsystem? Den nye trøje? Kunne reolen eller trøjen i det mindste købes brugt?
Jeg anbefaler en gåtur i nærmeste skov. En park kan også gøre det. Eller et levende hegn.
